Gær består af levende svampeceller, der får hjemmebag til at hæve

Gær består af levende svampeceller, der får hjemmebag til at hæve
En skål dej på køkkenbordet kan være begyndelsen på morgenboller, madpakkebrød eller en pizza til aftensmaden. Mens resten af hjemmets gøremål fortsætter, arbejder gæren i dejen. Selv med inspiration fra Spisekompasset.dk afhænger resultatet ikke kun af opskriften, men også af temperaturen og den tid, dejen får.
Bagegær består af levende, encellede svampe, normalt af arten Saccharomyces cerevisiae. Cellerne danner den gas, som får dejen til at vokse. Kendskab til deres arbejde gør det lettere at vælge mellem en hurtig dej på køkkenbordet og en langsom hævning i køleskabet.
I skålen bliver sukker til luftige bobler
Når gær blandes med mel og væske, begynder cellerne at omsætte tilgængelige sukkerarter. Under gæringen dannes blandt andet kuldioxid og alkohol. Kuldioxiden samler sig i små bobler i dejen, mens en stor del af alkoholen fordamper under bagningen.
I en dej med hvedemel hjælper gluten med at holde på gassen. Gluten er et netværk af proteiner, som udvikles, når melet får vand og dejen bearbejdes. Gæren producerer altså gassen, men dejens struktur afgør, hvor godt boblerne bliver holdt inde.
Der behøver ikke komme almindeligt sukker i en brøddej, for at gæren kan arbejde. Melets enzymer nedbryder noget af stivelsen til sukkerarter, som gæren kan bruge. Meget sukker kan derimod hæmme gæren, så en sød bolledej ikke nødvendigvis hæver hurtigere end en enkel brøddej.
På køkkenbordet tæller både gærtype og temperatur
Et køligt køkken og en lun sommerdag giver ikke samme hævetid. Gær arbejder hurtigere i lun dej og langsommere i kold dej. Derfor er opskriftens tidsangivelse et pejlemærke. Dejens vækst og de luftbobler, der bliver synlige, fortæller mere end uret alene.
Meget varm væske kan skade eller dræbe gærcellerne. Væsken bør derfor ikke være varmere, end opskriften eller gærpakken angiver. En dej, der er æltet længe på maskine, kan desuden blive mærkbart varmere undervejs og behøver ikke nødvendigvis lun væske fra begyndelsen.
Frisk gær og tørgær indeholder begge levende gærceller, men bruges ikke altid på samme måde. Nogle typer tørgær blandes direkte i melet, mens andre skal røres ud i væske. Pakkens vejledning afgør fremgangsmåden og omregningen; samme vægt frisk gær og tørgær kan ikke uden videre erstatte hinanden. Se også tingtilhobby.dk.
I køleskabet kan dejen passe ind i dagen
Koldhævning flytter en del af arbejdet væk fra det tidspunkt, hvor brødet skal spises. En dej kan eksempelvis røres sammen om aftenen og bages næste morgen, hvis opskriften er beregnet til det.
En koldhævet dej kræver som regel mindre gær end en dej, der skal være færdig på få timer. Mindre gær og længere tid skal passe sammen. En almindelig hurtig dej med en stor gærmængde kan vokse for meget, hvis den blot stilles på køl natten over.
Beholderen skal have plads til, at dejen vokser, og være dækket, så overfladen ikke tørrer ud. En gennemsigtig beholder gør væksten let at se. Længere hævning kan også udvikle mere smag, men dejen bliver ikke ved med at blive bedre; en overhævet dej kan miste spændstighed og falde sammen.
Ved ovnen bliver hævningen til færdigt brød
Efter formning har mange brød og boller brug for at hæve igen. I en almindelig hvededej kan et let tryk med en finger hjælpe med vurderingen: Springer mærket straks tilbage, mangler dejen ofte tid. Vender det langsomt og delvist tilbage, er dejen typisk tættere på at være bageklar.
I begyndelsen af bagningen udvider gassen sig, og gæren kan kortvarigt arbejde hurtigere, mens dejen varmes op. Derefter bliver temperaturen for høj til cellerne. Brødets struktur sætter sig, når stivelsen forklistrer og proteinerne ændrer struktur. Det er derfor ikke levende gær, der holder det færdige brød luftigt.
Brødet bør køle af på en rist, så dampen kan slippe væk. Skæres et stort brød op for tidligt, kan krummen virke klæg. Til en travl hverdag kan det afkølede brød skæres i skiver og fryses i portioner, så én bagning giver brød til flere dage.







